Guidegruppens start

I 1996 var Mini-Byen parat til at åbne dørene for publikum. Landinspektør Kåri Hansen havde målt byen op og afsat Torvet og de omkringliggende gader, og markeret disses positioner.
Siden 1991 havde man fået bygget 14 huse, som nu havde fundet deres plads i Mini-Byen efter at have været udstillet forskellige steder i Køge By. Selve åbningen fandt sted i Pinsen 1996.

På det tidspunkt var der endnu ikke tænkt på noget ”guidekorps”. Da Ulla Wentrup spurgte Kaj Wohlert, hvordan han havde tænkt sig, vi skulle få entre-penge og guider, sagde han: ”Det har jeg slet ikke haft tid til at tænke på, det må du arrangere”. På den måde blev hvervet, som første leder af guidegruppen, overdraget til Ulla Wentrup. Hun skulle sørge for at få frivillige samt indkøb af billetter og lave det fornødne regnskab og statistik m.v.

Vi startede med at have åbent alle hverdage fra kl. 11.00 til k.14.00 undtagen lørdag, idet man mente, torvedagen ville være for stor en konkurrent. De første måneder sad Ulla Wentrup hver dag og ventede på, at gæsterne skulle komme. Det skal siges, at der kunne være ”langt imellem snapsene”. Der var som sagt megen ventetid, som blev udfyldt med læsning og løsning af krydsord. Mange gange satte Kaj sig også til at vente efter sine daglige rundture på værkstederne, og de delte et par madpakker inden hjemturen. Næste dag mødte man så igen ind kl. 10.00.

Efterhånden fik vi gennem vore netværk flere personer ind i gruppen, og til at begynde med var der kun 1 guide på vagt ad gangen. Den første, der blev valgt til at stå i spidsen for gruppen af guider var Svend Christensen, tidligere ingeniør på Kemisk Værk Køge, han afløstes nogle år senere af tidligere postmester Aage Laustsen, Køge. Da Aage efter nogle sæsoner trak sig fra opgaven, gik den videre til Axel Gundlach. Gennem alle årene frem til 2006 stod Ulla Wentrup for oplæring og vejledning af de nye guider, regnskab, statistik vedrørende entreindtægter, besøg, samt salg af forskellige effekter som postkort, streamers, bluser m.v.

Som besøgene steg i antal, blev åbningstiden også udvidet fra kl. 10.00 til kl. 16.00 og ligesom i dag delt i 2 vagter, men stadig med kun 1 guide på vagt. Og i takt med at Mini-Byen voksede øgedes billetprisen også. I sæsonen var Ulla hver dag i Mini-Byen ved vagtskifte og afslutning på dagen for at tale med vagterne og hjælpe, hvis der var behov for det, men væsentligst for at samle penge ind fra dagens omsætning. Ingen ”overnattende penge i receptionen”. Et princip, der stadig gælder.

Da vi ikke havde mange huse til at begynde med, blev entre for voksne sat til kr. 5.00 og børn gik gratis ind. Vi var glade den gang, hvis vi på en enkelt dag havde 50.00 kr. i kassen.
En overgang havde vi en sponsor, der gjorde, at skoleklasser kunne komme gratis ind. Vi skulle blot føre protokol over hvilke skoler, klasser og hvor mange elever og lærere vi fik besøg af.
Efterhånden som flere huse fandt deres plads i Mini-Byen, blev prisen på entrebilletten sat op.

Som tiden gik, kom der flere og flere besøgende og også flere guider. Også den gang tilbød vi rundvisninger og gruppebesøg. Vi fik på et tidspunkt besøg af en fagforening, der kom i busser med i alt 150 besøgende. Det var en absolut stor mundfuld. Der har i den første 10-års periode været besøgende fra så fjerne steder som: Sydamerika, Indien samt Japan, U.S.A. og Sydafrika foruden naturligvis flere europæiske lande.

I 2005 nåede vi således op på 14.437 gæster, 420 flere end det foregående år. De første ca. 10 år, inden vi fik ”Knysten”, havde guiderne i forhold til i dag ret primitive betingelser at virke under. I vindfanget til højre for indgangsdøren til værkstedsbygningen havde Poul Vendelbo Nielsen, snedkereret en høj, kort og smal skranke, vi opererede fra. På bagsiden af denne var en hylde i ”mavehøjde”. I siden var påmonteret en låge med en smal hylde, samt lås, hvorpå pengekassen stod. Vi har stadig den grønne pengekasse, (iøvrigt doneret af afdøde laugsmedlem Aage Rasmussen.). Til højre for denne låge var en hylde til forskellige papirer, og nederst en hylde til større ting såsom telefonbøger.

Efterhånden fik vi også installeret telefon og computer. Computeren blev installeret i den pavillon, der i dag er revet ned. Her blev indrettet kontor og også værksted for vinduer, døre og maler. Senere lavede vores tømrer Poul Jæger Rasmussen den fine billetholder, som indimellem stadig finder anvendelse; blandt andet ved gæstebesøg udenfor sæsonen. Dengang havde vi voksenbilletter, børnebilletter og Copenhagen Card billetter, alle nummererede, så det var let at lave statistik. Vi var dengang medlem af Copenhagen Card og ved sæsonslutning talte vi op og indberettede, hvor mange gæster vi havde haft og fik overført en beskeden sum. Ordningen varede for os mellem 5 og 10 år, hvorefter den blev opsagt, da vi ikke rigtig fik valuta for pengene.

Poul Vendelbo var foruden tømrer også guide i Mini-Byen. Poul Jæger Rasmussen var én af pionererne fra Richters Gaard i Vestergade, hvor han bl.a. lagde loft og isolering i den kolde garage. Der, hvor vores reception nr. 2 blev indrettet, var til at begynde med kaffe og frokostområde, og vi holdt et par gode julefrokoster i samme snævre område. Dengang var der ikke hul i væggen ud til vindfanget. Fra vindfanget og receptionen var der dør ind til teglværkstedet. Den er i dag blændet af, og indgangen til værkstedet er flyttet om på den anden side af væggen. Hvor døren er i dag, var der køkkenbord med kaffemaskine og miniovn.

Der hvor vi i dag har garderobe, var et toilet og et hyldearrangement, der er bibeholdt, men dengang havde vi lager for receptionen.
Der er sket meget til det bedre siden pionertiden. Det kan vi kun takke et fremsynet Laug og en rigtig god Venneforening for, fordi de har forstået at administrere og få noget ud af de midler, vi har fået ind.

En særlig aktivitet som PR- og guidegruppen stod for, varetaget af Kurt Pedersen og Axel Gundlach, var foredrag med lysbilleder. Her kunne foreninger aftale besøg – intet var for småt. På den måde kom der også lidt tiltrængt forstærkning i kassen.

Der blev udvist stor kreativitet for at få penge til byggeri og husleje. Blandt andet kørte et stort antal af de frivillige, laugsmedlemmer og medlemmer af venneforeningens bestyrelse rundt med streamers i bilernes bagruder, hvorpå der stod Kjøge Mini-By i vor sædvanlige logo-skrift. De solgtes også til gæster for kr. 25,- pr. stk.

Den halve husmodel blev sat op ved værkstedsbygningen både for at synliggøre byggemetoden, samt samle penge ind. De gæster vi lukkede gratis ind ca. en halv time før lukketid, opfordrede vi til at give en skærv, hvis de syntes, at de havde fået en oplevelse. Det gjorde heldigvis mange, også selv om de havde betalt entre. Mange mente at entreprisen var for lav.

Dette er i korte træk historien om guidegruppens tilblivelse og de første 10 år.

Historien er jo altid en forudsætning for at forstå nutiden.

En erkendelse der er evig gyldig.
UW