Endelig kom spaden i jorden

Tirsdag den 6. februar 2018 kl. 9.30 blev et nyt historisk tidspunkt i Kjøge Mini-By. De første spadestik til den længe ventede opførelse af et nyt velkomstcenter og café på Mini-Byens areal blev taget. Der var mødt mange frem på denne frostkolde formiddag. Også nogle af pionererne overværede at Mini-Byens borgmester, Kristian Ebbensgaard, tog det første spadestik, senere Laugets formand Claus Philipsen, Venneforeningens formand Ove Norhild og salgschef i Lind & Risør, Morten Boye Bertelsen. Alle med et stort smil på læben, når de uden besvær svingede den flotte nye spade.


Det er en stor dag for vores by, at der nu efter 4 års tilløb endelig sker noget. Lind & Risør skal opføre et hus på 237 kvm, der forventes færdigt 1. september eller 1. oktober, alt efter hvilke problemer der kan opstå i byggeperioden. Derefter kan vi indrette husets lokaler i løbet af vinteren og gøre klar til sæsonen 2019.