Mini-Byen går mod stort besøgstal i år
Der er stor glæde og stor optimisme i år i Kjøge Mini-By, der er en af Køges største turistattraktioner. Mini-Byen på Strandvejen 101 i Køge, men med indgang fra Strandpromenaden 26, har haft en pæn sæsonstart, siden der blev åbnet midt i april. Besøgstallet midt i juli ligger langt over samme tidspunkt sidste år med over 4500 gæster, trods det at vejret ikke har været det bedste. Der har været dage med kun få gæster, men til gengæld har der været mange større grupper med rundvisninger. Der har været mange reservationer til rundvisning af mindre grupper på kun 4-8 personer. En ny trend, der til gengæld gør det til en større oplevelse, at besøge Mini-Byen og høre om, hvordan Køge så ud i 1865.
Der er åbent alle dage kl. 10-16 indtil 1. oktober og igen i efterårsferien, men for rundvisninger er der åbent hele året men skal altid forudbestilles.
Lettiske folkedansere gav festlig opvisning

Torsdag 20. juli havde vi besøg af nogle unge lettiske folkedansere, der deltog i den store folkedanserfestival i Køge/Stevns. De kom fra Dungara, Køges venskabsby i Letland. Heldigvis var der mange gæster i Mini-Byen, og vores medarbejdere holdt en pause for at overvære den festlige opvisning.
Kurt Pedersen er blevet æresmedlem

I forbindelse med Venneforeningens generalforsamling i marts på Hotel Niels Juel, kom der et lille ekstra punkt på aftenens program. Kjøge Mini-By´s Venneforening havde besluttet at udnævne Kurt Pedersen til æresmedlem i foreningen.
Kurt Pedersen har været med i Venneforeningen fra dens start for mere end 25 år siden, og har været dens formand indtil sidste års generalforsamling, hvor han valgte at trække sig og blev afløst af Ove Nordhild.
Kurt Pedersen fik æresmedlemsbeviset og blomster, blev kraftigt hyldet og var tydeligt rørt og stolt. Kurt Pedersen blev takket for sit store arbejde for Mini-Byen og er nu både æresborger og æresmedlem.
Hestemølle i Brogade
Hestemøllen her står i Brogade 16 i Kjøge. Hestemøllerne var i 1800-tallet meget almindelige, og de fleste større gårde havde deres heste- eller oksedrevne mølle. Nogle gårde byggede et hus omkring møllen, så heste og tjenestefolk kunne arbejde i tørvejr.
Hestemøllerne var ikke særligt rentable. Det var dyrt at drive dem rundt og kapaciteten var lav. Deres store fordel var, at de kunne køre uanset vejret, som i perioder satte snart vandmøllerne, snart vindmøllerne ud af drift.
Steens Boder.
Historikergruppen har nu færdiggjort bygningsbeskrivelsen om Fændediget 2
Fattigstiftelsen ”Steens boder”, der oprindelig lå i Vestergade, blev i 1523 oprettet af rådmand Mogens Steen og hans kone. Ejendommen i Vestergade var efterhånden i en meget dårlig stand så Kjøge Kommune beslutter at opføre en ny ejendom til afløsning af den gamle. Den nye ”Steens boder”, der står færdig 1856, ligger nu på Fændediget 2. Der var store væsentlige forbedringer i den nye grundmurede bygning, bl.a. kom man ikke direkte fra gaden ind i lejligheden; en korridor i husets længde delte bygningen op. Der var flere og større vinduer i lejligheden, og så var der bræddegulve i opholdsrummet og murstensgulve i køkkenerne, i modsætning til tidligere, hvor man måtte nøjes med de toppede brosten. Der var stadig trangt i de små lejligheder. Værelset, hvor der boede to mennesker – enten ægtepar eller to enlige – var på ca. 16 m², og her skulle der være plads til formodentlig to senge, et par stole, et bord og en kommode eller to. I forhold til hvordan andre familier boede og indrettede sig på, har der måske ikke været den store forskel. De ældre ”værdigt trængende” har, selv om de levede nøjsomt, haft den fordel i forhold til andre, at de havde tag over hovedet, frit brændsel og en godt nok lille, men fast indtægt.
Også for denne ”nye” ”Steens boder” løb udviklingen forbi. Efterhånden blev der stillet krav om bekvemmeligheder og modernisering, som ikke kunne honoreres. Byrådet fandt det derfor på sin plads at nedlægge stiftelsen og nedrive bygningen. Trods en betydelig indsats for at redde bygningen og anvende den til andre formål, lykkedes det ikke, og bygningen blev nedrevet i 1972.
”Steens boder” er endnu et kapitel i Køge bys historie.

